Got to main content

Oropouchevirus

Oropouchevirus er endemisk i Latinamerika, specielt omkring Amazonfloden, og i Panama. Virus overføres via mitter og forårsager Oropouche feber, som menes at være en af de mest udbredte former for virale febersygdomme i regionen.
Oropouchevirus kan forårsage alvorlige sygdomsudbrud, det største var i Belém i Brasilien i 1961, hvor ca. 11.000 mennesker blev smittet.  Udbrud med Oropouchevirus er sæsonbetingede og falder sammen med regnperioden. Dovendyr, primater og nogle fuglearter er modtagelige for infektioner med Oropouchevirus.

Oropouchevirus har store ligheder med andre virus, der er forsøgt udviklet til biologiske våben, og er derfor omfattet af kontrol.

Smitteveje

Virusreservoiret til Oropouchevirus er forskellige arter af vilde og tamme fugle. Virus overføres til mennesker og andre primater, gnavere og fugle via stikkende mitter (Culicoides paraenesis). Oropochovirus smitter ikke fra person til person.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er mellem 4 og 8 dage.

Dødelighed

Sygdommen er selvbegrænsende og fører meget sjældent til dødsfald.

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Virus-RNA kan påvises i blodprøver vha. RT-qPCR. Alternativt anvendes serologisk testning vha. ELISA.

Sygdom

Symptomer

Sygdommen debuterer med pludseligt indtrædende feber. Symptomer inkluderer kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter, ledsmerter og opkastning. Patienter kan udvikle symptomer på meningitis og encephalitis. Sygdommen varer typisk i to til syv dage, men rekonvalescensperioden kan være langvarig.

Sygdomsudvikling

Virus forårsager en systemisk infektion. Ved starten af infektionen kan virus detekteres i blodet og efterfølgende i centralnervesystemet.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling imod infektioner med Oropouchevirus. Understøttende symptombehandling med anvendelse af smertestillende og anti-inflammatoriske midler.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine imod Oropouchevirus. Smitterisikoen kan reduceres ved at træffe foranstaltninger, der mindsker kontakten med mitter herunder anvendelse af myggemidler og myggenet.