Got to main content

Aflatoksiner

Disse toksiner dannes af skimmelsvampe i slægten Aspergillus, især Aspergillus flavus og Aspergillus parasiticus. Dannelse af aflatoksiner sker som følge af skimmelsvampenes angreb på forskellige typer af korn, ris, majs, nødder, figner og andre landbrugsprodukter.

Aflatoksiner dannes normalt kun i tropiske og subtropiske egne, idet temperatur og luftfugtighed har stor betydning for svampevæksten.

Aflatoksin er et af flere biologiske stoffer, som Irak i 1980´erne forskede i som potentielt biologisk våben.

Smitteveje

Mennesker kan udsættes for aflatoksiner ved indtagelse af kontaminerede fødevarer, specielt korn, nødder og majs.
Hvis køer bliver fodret med svampeinficeret foder, kan aflatoksiner udskilles med mælken.

Toksisk dosis

LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: 2,71 mg/kg (rotte)
Inhalation: ikke oplyst
Injektion (i.v.): ikke oplyst

Inkubationstid

Små doser bliver akkumuleret ad åre og kan give leverskader.
Inkubationstiden ved store doser er ukendt, da det er meget sjældent, at man bliver udsat for større doser aflatoksin.
 

Sygdom

Symptomer

Ved store doser aflatoksiner kan der opstå mavesmerter, massive blødninger fra mavetarmsystemet, væske i lungerne, akut leverskade, væske i hjernen, gulsot og stor risiko for kræft på længere sigt.

Sygdomsudvikling

Aflatoksiner er overvejende levertoksiske og kan forårsage leverbetændelse (hepatitis). I forsøgsdyr har aflatoksiner vist sig at være kræftfremkaldende.
Aflatoksiner reagerer med og ødelægger DNA og RNA i kroppens celler. Hovedeffekten heraf er hæmning af protein- og DNA-syntesen i de mest aktive organer som leveren, tarmene og knoglemarven.

Dødelighed
Afhængig af dosis kan døden indtræffe efter længere tids udsættelse for toksinerne.
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Der bruges ofte HPLC til at måle indholdet af aflatoksiner. Dette bliver dog næsten udelukkende brugt til detektion af aflatoksiner i fødevarer.
Ved forgiftning af mennesker bruges en teknik, hvor man måler på forskellige biomarkører i urin, fx aflatoksin M1 og aflatoksin B1-N7-guanin. Dette kan dog kun måles i cirka 24 timer efter indtagelse af toksinet.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Ved akut forgiftning som følge af indtagelse af store doser aflatoksiner kan aktivt kul indtages.
Der kan foretages kontrol af leverfunktion, dialyse og blodtransfusion, samt behandling af symptomer.

Forebyggelse

Man bør undgå indtagelse af svampeinficerede madvarer, specielt nødder og kornprodukter.