Vesikulær stomatitis virus, også kendt som Indiana vesiculovirus er et medlem af vesiculovirus-slægten, der omfatter flere arter. Alagoas-, Cocal-, Indianda-, Morreton- og New Jersey vesiculovirus forårsager sygdommen vesikulær stomatitis hos klovbærende dyr, såsom heste, kvæg og svin. Disse virus inficerer også mange andre pattedyr, fx. får, geder, lamaer, hjorte, gaffelbukke, men også flagermus, hunde og mennesker. Ovennævnteirus findes hovedsageligt i Nord-, Mellem- og Sydamerika.
Der er ikke kendskab til at Vesikulær stomatitis virus har været udviklet eller anvendt som biologisk våben. Virus er kontrolbelagt, da sygdommen inficerer produktionsdyr af væsentlig økonomisk betydning i landbruget.

Smitteveje

Smittevej er ikke helt forstået, men der er en enighed om, at disse virus kan overføres via bidende insekter, såsom myg, mitter (Culicoides spp.), sorte fluer (Simulium spp.) og sandfluer (Lutzomyia spp.). Infektionen kan også overføres gennem direkte kontakt med respiratoriske sekreter eller via kontaminerede genstande.

Infektionsdosis

Infektionsdosis er ikke kendt, men inficerede dyr udskiller store mængder virus i spyt og i læsioner fra blærer (vesikler), infektionen spredes derfor hurtigt i en besætning.

Inkubationstid

Inkubationstiden er ofte mellem 2-8 dage.
 

Sygdom

Symptomer

De vigtigste symptomer på vesikulær stomatitis er dannelsen af vesikler og læsioner i munden, tungen, næsen, ørerne, patterne og kronranden. Dyret kan også udvikle feber, savlen samt nedsat ædelyst. Symptomerne har stor lighed med mund- og klovesyge, hvilken præciserer alvoren af at stille en korrekt diagnose.
Under sygdomsudbrud i en besætning, viser kun 10-20 % af dyrene kliniske tegn, mens der hos de resterende dyr i besætningen formodes, at der er tale om et asymptomatisk infektionsforløb.

Sygdomsudvikling

Selvom der er foretaget meget forskning af denne virusslægt i cellekulturer, vides der fortsat meget lidt om, hvordan disse virus manifesterer sygdommen hos husdyr.

Dødelighed

Vesikulær stomatitis er meget sjældent dødelig.
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Infektionen kan diagnosticeres med RT-qPCR og serologiske analyser (ELISA).
 

Behandling og Forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling af vesikulær stomatitis, kun understøttende pleje og forebyggelse af sekundære infektioner.

Forebyggelse

Der findes vacciner, men disse bruges ikke rutinemæssigt i alle lande.
Generel bekæmpelse af insekter, dette kan f.eks. være ved brug af insekticider på dyr eller staldomgivelser såsom vægge, loft og overflader, elimination af yngleområder (vandpytter, damme m.v.), forbedre gårdhygiejne (gødning er ynglested for mange fluesorter), elektriske ventilatorer, elektricitetsfælder og insektnet.  
Ved mistanke om sygdom, bør man undgå at flytte dyrene samt sætte dem i karantæne.