Got to main content

Abrin

Abrin er et toksisk protein, som kommer fra paternosterbønnen Abrus precatorius. Denne plante vokser vildt i det sydlige Europa samt i områder med tropisk klima. Bønnerne har et karakteristisk udseende, idet de er højrøde med en sort plet i den ene ende, og de bruges fx som perler i halskæder og rosenkranse. Abrin er tæt beslægtet med ricin.

Abrin kan potentielt anvendes som et biologisk våben og er derfor kontrolbelagt. Ved en ransagning hos medlemmer af Jamaah Ansharut Daulah, en indonesisk terrorgruppe med tråde til Islamisk Stat, fandt indonesisk politi i 2019 både bombemateriale og abrin, som formodes at skulle være brugt i kombination i en såkaldt ”giftbombe” i et planlagt selvmordsangreb.

 

Smitteveje

Abrin kan forårsage forgiftning, men det kan ikke smitte mellem mennesker.
Forgiftning kan fx opstå ved indtagelse eller injektion af oprenset abrin fra A. precatorius.
Indtagelse af frø eller rødder fra A. precatorius kan også medføre forgiftning.
 

Toksisk dosis

LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: 0,1-1 µg/kg (menneske)
Inhalation: 3,3 µg/kg (rotte)
Injektion (i.v.): 0,7 µg/kg (mus)

Inkubationstid
Symptomer på forgiftning ses typisk inden for få timer, men det afhænger af dosis og af smittevejen.

Sygdom

Symptomer

Ved indtagelse: De første symptomer på abrinforgiftning opleves ofte mindre end seks timer efter indtagelse, men der kan gå op til 3 dage før symptomdebut. Symptomerne er blodigt opkast, alvorlig dehydrering, hallucinationer, blodig urin, lever-, milt- og nyresvigt og senere død. 

Ved inhalation: Inden for få timer efter inhalation af abrin opleves vejrtrækningsbesvær, feber, hoste, svimmelhed, trykken for brystet, voldsom svedproduktion og væske i lungerne. Dette kan til sidst lede til blodtryksfald, respiratorisk kollaps og død.

Sygdomsudvikling
Abrin er et protein, der kan optages af kroppens celler. Her virker abrin ved at hæmme cellernes proteinsyntese, hvorved cellernes basale funktioner går i stå og cellerne dør. 

Dødelighed
Afhængig af hvilken rute toksinet kommer ind i kroppen, kan døden indtræffe efter 36 til 72 timer. Hvis patienten har overlevet 3-5 dage, kommer man sig sædvanligvis.

Diagnostik

Laboratoriediagnostik 

ELISA og immunhistokemi kan anvendes til påvisning af abrin i blod og luftvejssekret. Tilstedeværelse af L-abrine i urinen er en indikation på forgiftning med abrin. L-abrine kan påvises i urin ved hjælp af LC-MS/MS (væskekromatografi koblet til tandem massespektrometri).

Behandling og forebyggelse

Behandling
Der findes ingen modgift. Behandlingen er symptomatisk og kan inkludere respiratorbehandling, væsketerapi og udpumpning af maveindholdet.

Forebyggelse
Der findes ingen vaccine eller antitoksin.