Got to main content

Choclovirus

Choclovirus tilhører slægten Orthohantavirus, (tidligere Hantavirus) og forekommer primært i Sydamerika og Centralamerika og kaldes derfor også for “New world hantavirus”. Choclovirus forårsager sygdom med akut feber, kaldet ”Hantavirus cardiopulmonary syndrome” (HCPS) eller ofte blot ”Hantavirus pulmonary syndrome” (HPS).

Infektioner med de forskellige Orthohantavirus, her under Choclovirus, har forekommet i mange år. Den tidligste dokumentation er fra kinesiske skrifter og daterer sig 900 år tilbage, men det var dog først i 1980’erne, at årsagen til sygdommen  HCPS blev opdaget. Slægten Orthohantavirus er en stor gruppe virus, der har udbredelse over hele verden. Hvert af disse virus har deres egen vært (gnavere), som dikterer den geografiske udbredelse af virus, ligesom hver enkelt virus kan fremkalde forskellige grader af sygdom hos mennesker.

Der kendes til 60 typer Orthohantavirus, hvoraf 24 forårsager sygdom hos mennesker; af disse er syv omfattet af kontrol. Choclovirus er omfattet af kontrol grundet dens store lighed med Hantaanvirus, der har været en del af et biologisk våbenprogram.

Smitteveje

Virus naturlige reservoir er gnavere tilhørende Sigmodotinae-familien, hvoraf den mest almindelige er pygmæ risrotter (Oligoryzomys fulvescens og costaricensis), som findes i Centralamerika. Disse dyr bliver ikke selv syge af infektionen men udskiller virus gennem deres fæces, urin og spyt. Langt størsteparten af smittetilfælde hos mennesker skyldes inhalation af aerosoler eller støvpartikler fra gnavernes ekskrementer. Mennesker kan dog også blive smittet efter bid af et inficeret dyr.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er ca. 2-6 uger.
 

Sygdom

Symptomer

Studier viser, at forekomsten af antistoffer i blodet mod Choclovirus i den almindelige befolkning er høj, hvilket indikerer, at Choclovirus giver anledning til mange infektioner med ingen eller milde symptomer.
De førstesymptomer er træthed, feber og smerter i de store muskelgrupper. Andre symptomer kan være hovedpine, svimmelhed, kuldegysninger, kvalme og opkastninger. Senere optræder symptomer som hoste og vejrtrækningsbesvær.

Sygdomsudvikling

Choclovirus inficerer epitelceller i lungernes kapillærer, hvilket medfører en forhøjet karpermeabilitet, der resulterer i, at lungerne fyldes med væske. Desuden fører infektionen til aktivering af et stærkt immunrespons og kraftig produktion af cytokiner. Virus inficerer også hjertet og hæmmer dets evne til at pumpe blod, hvilket fører til meget lavt blodtryk og shock.
Sygdommen kan udvikle sig hastigt og efter udvikling af symptomer fra lungerne kan døden indtræde inden for få timer til dage. 

Dødelighed

Baseret på de få antal rapporterede sager, hvor Choclovirus infektion er fastslået, estimeres dødeligheden til 20% hos de patienter, der udvikler alvorlige symptomer.
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Den mest almindelige måde at påvise Choclovirus på er med serologiske test (immunoassays). En anden testmetode er at påvise virus RNA, hvilket gøres vha. RT-qPCR.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod infektion med Choclovirus. Behandlingen er derfor symptomatisk og understøttende.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine mod Choclovirus. Opmærksomhed mod kontrol af gnavere i bebyggede områder er den bedste made at minimere risiko for infektion med Choclovirus.