De fleste infektioner med Lymphocytær choriomeningitisvirus er asymptomatiske eller giver anledning til milde symptomer. I sjældne tilfælde kan infektionen give anledning til alvorlige neurologiske sygdomme.  Mennesker smittes med virus når de inhalerer støvpartikler der indeholder tørre ekskrementer fra mus, der er den naturlige vært for virus. Det estimeres at op til 9% af alle mus i USA bærer virusset. Virus er tilstede i alle kontinenter undtaget Antarktis.

Lymphocytær choriomeningitisvirus har store ligheder med andre højvirulente virus og er derfor omfattet af kontrol.

Smitteveje

Den primære vært af Lymphocytær choriomeningitisvirus er husmusen (Mus musculus). Inficerede mus er kroniske bærere af virusset uden selv at vise tegn på sygdom. Musene udskiller virus i deres spyt, urin og afføring og personer smittes med virus efter eksponering, typisk ved inhalation af aerosolpartikler genereret fra de nævnte kilder. Person til person-smitte er ikke blevet rapporteret med undtagelse af vertikal overførsel fra smittet mor til foster og ved organdonation.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis i mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er ca. 8-13 dage.

Sygdom

Symptomer

Sygdommen er i de fleste tilfælde asymptomatisk eller giver milde symptomer. I symptomatiske tilfælde observeres et karakteristisk bifasisk forløb. Den indledende fase, der kan vare op til en uge, begynder typisk med en eller flere af følgende symptomer: Feber, utilpashed, manglende appetit, muskelsmerter, hovedpine, kvalme og opkastning.
Efter et par dages bedring indtræder anden fase af sygdommen. Her er symptomerne meningitis (fx feber, hovedpine og nakkestivhed) og hjernebetændelse. Lymphocytær choriomeningitisvirus har også været kendt for at forårsage akut øget væskemængde i hjernen, hvilket kan kræve kirurgisk indgreb for at reducere intrakranielt tryk. I meget sjældne tilfælde kan infektion med Lymfocytær choriomeningitisvirus føre til hæmoragisk sygdom.

Sygdomsudvikling

Lymphocytær choriomeningitisvirus forårsager ringe eller ingen direkte skade på de celler, der inficeres. De celle- og vævsskader, som er forbundet med sygdommen, skyldes primært immunforsvarets produktion af komponenter, der dræber virusinficerede celler.

Dødelighed

Sygdommen er meget sjældent dødelig og fatale tilfælde udgør under 1% og kobles oftest til organtransplantation, hvor modtageren er immunkompromitteret, eller i de få tilfælde hvor der er hæmoragiske manifestationer.

Detektion

Laboratoriedetektion

Virus-RNA kan påvises i blodprøver vha. PCR. Alternativt anvendes serologisk testning vha. ELISA eller dyrkning af virus i cellekulturer.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod infektion med Lymphocytær choriomeningitisvirus. Understøttende symptombehandling med anvendelse af anti-inflammatoriske midler (kortikosteroider) kan anvendes.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine imod Lymphocytær choriomeningitisvirus. Smitterisikoen kan reduceres ved at træffe foranstaltninger, der mindsker kontakten med mus og gnavere, fx grundig rengøring hvis der har været konstateret gnavere og mus i beboelsesområder samt vask af hænder med vand og sæbe efter håndtering af vilde mus, for eksempel efter tømning af fælder i endemiske områder.