Got to main content

Omsk hæmoragisk febervirus

Omsk hæmoragisk febervirus er en flåtbåren virus, der giver anledning til en hæmoragisk febersygdom. Omsk hæmoragisk febervirus er en af i alt syv virus, som overføres til mennesker af flåter.

Virus reservoir er forskellige typer gnavere, og smitte til mennesker sker gennem flåter.

Omsk hæmoragisk febervirus er endemisk i de centrale russiske territorier Omsk, Kurgan, Tymuen og Novosibirsk.

Flere af de flåtbårne virus er omfattet af kontrol, fordi de giver anledning til alvorlig sygdom, kan isoleres fra naturen og fordi de har været undersøgt for deres anvendelighed som biologiske våben.

Smitteveje

De vigtigste værter for Omsk hæmoragisk febervirus er gnavere, primært mosegrise og bisamrotter. Omsk hæmoragisk febervirus overføres hovedsageligt til mennesker via bid fra flåter (Dermacentor reticulatus, Dermacentor marginatus og Ixodes persulcatus er de vigtigste vektorer), men kan desuden overføres via mælk fra smittede geder eller får og isoleres fra akvatiske dyr og vand. Dette tyder på, at virus er yderst stabilt i miljøet.
Sygdommen transmitteres ikke direkte fra menneske til menneske, men laboratorieforsøg har dog påvist, at virus kan smitte via aerosoler.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er mellem 3 og 8 dage. 

Dødelighed

Dødeligheden hos mennesker er mellem 0,5 og 3%.

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Virus-RNA kan påvises i blodprøver eller i cerebrospinalvæske vha. RT-qPCR. Alternativt serologisk testning vha. ELISA eller dyrkning af virus fra blodprøver.

Sygdom

Symtomer

Udbrud med Omsk hæmoragisk febervirus ses typisk i perioden april-september, hvor flåterne er aktive. De fleste, som bliver inficerede, er asymptomatiske eller får milde symptomer. For dem som udvikler alvorlig sygdom begynder symptomerne med pludselig feber, hovedpine, svære muskelsmerter, hoste, dehydrering, gastrointestinale symptomer og blødninger. Patienterne kan opleve unormalt lavt blodtryk samt et lavt antal af røde og hvide blodlegemer. Efter 1-2 ugers symptomer kommer nogle patienter sig uden komplikationer. Hos de fleste patienter er sygdommen imidlertid bifasisk og patienten oplever en anden bølge af symptomer i begyndelsen af den tredje uge. Disse symptomer omfatter feber og tegn på encephalitis.Sygdomsudvikling

Omsk hæmoragisk febervirus kan replikere i mange væv, men det menes at have en høj affinitet for hæmatopoetisk (bloddannende) og vaskulært væv. Virusset kan også inficere hjernen, hvilket påvirker nervesystemet.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling af Omsk hæmoragisk febervirus, så behandlingen er primært symptomatisk.

Forebyggelse

Der er ingen specifik vaccine mod Omsk hæmoragisk febervirus, men vacciner mod andre flåt-overførte virus fra den samme virale familie (Flavivirus) har vist at give en vis beskyttelse.

Man kan også beskytte sig gennem at bruge insektmidler og tøj, der dækker kroppen, når man opholder sig i de naturlige miljøer, hvor virusset er endemisk.