Got to main content

Rickettsia prowazekii

Rickettsia prowazekii (R. prowazekii) er en lille (0,3-0,5 µm) bakterie og er årsag til sygdommen plettyfus (på engelsk typhus, som ikke må forveksles med den dansk betegnelse tyfus, der skyldes Salmonella Typhi, på engelsk Typhoid fever). Epidemisk plettyfus skyldes infektion med R. prowazekii. Endemisk plettyfus skyldes derimod infektion med R. typhi, som overføres til mennesker via rottelopper og giver mildere symptomer. Endemisk plettyfus beskrives ikke nærmere her.

Smitteveje

R. prowazekii forekommer hos mennesker, menneskelus, flyvende hunde og tilhørende lus og lopper. Infektion forekommer ved forurening med luse- eller loppefæces i rifter på hud eller slimhinde, samt ved indånding af bakterieaerosoler. Efter det akutte stadium kan nogle personer huse bakterien i årevis og ved genopblussen af sygdommen sammenfaldende med luseplage, kan der indledes en ny epidemi. Person til person-smitte er ikke dokumenteret.

Infektiøs dosis

Kan være færre end 10 organismer.

Inkubationstid

Op til 2 uger.
 

Sygdom

Symptomer

Indledningsvis træthed, men efter 1-3 dage udvikles høj feber (40°C). Op mod halvdelen af de smittede udvikler udslæt, som typisk begynder i armhulerne og opadtil på brystet og spredes herfra. Ansigt, håndflader og fodsåler involveres ikke. Andre symptomer kan være svær hovedpine, kulderystelser, muskelømhed, ledsmerter, madlede, tør uproduktiv hoste, svimmelhed, lysskyhed, kvalme, mavesmerter, øresusen og forstoppelse. Neurologiske symptomer i form af kramper, forvirring og koma kan opstå. Den samlede sygdomsvarighed er ca. 2 uger med en rekonvalescensperiode på op mod 2-3 måneder. Ved genopblussende sygdom vil symptomerne oftest være mildere og sjældent dødelige.

Sygdomsudvikling

Efter en lokal vækst af bakterien svarende til indgangsporten spredes bakterien rundt i kroppen med blodet. Dette resulterer i infektion i kapillærer og mindre kar. Dette kan eventuelt medføre tillukning af blodkar. Hyppigst rammes hud, hjerte, centralnervesystemet, muskler og nyrer.

Dødelighed

Ubehandlet kan dødeligheden være op til 60 %, men behandles der med antibiotika tidligt i forløbet kommer de fleste sig helt.

 

Diagnose

Laboratoriediagnostik

Immunhistokemisk detektion af bakterien i vævsprøver fra sårrande. I lysmikroskop kan bakterien visualiseres i inficerede celler ved hjælp af special farvning. Diagnosen kan bekræftes ved PCR.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Antibiotika.

Forebyggelse

Der er ingen vaccine tilgængelig. Grundlæggende vigtigst er bekæmpelse af lus.

 

Faktaboks

Både USA, Sovjetunionen og Japan har anvendt R. prowazekii i deres respektive våbenprogrammer.