Got to main content

Trusselsanalyse

Center for Biosikring og Bioberedskabs (CBB) krav til sikringsforanstaltninger hos virksomheder med kontrolbelagte biologiske stoffer, materiale og teknologier baseres på faglige trusselsanalyser. CBB’s operative beredskab anvender ligeledes trussels – og risikoanalyser som et værktøj til at vurdere biologiske hændelser. Analyserne bygger på overordnede, løbende vurderinger af situationsbilledet i forhold til biologiske våben, og på konkrete vurderinger af specifikke situationer eller hændelser.

Analysen af en biologisk trussel involverer vurdering af intention såvel som risiko for, at et specifikt biologisk våben anvendes, og vurderingen indeholder mange forskellige faktorer.

En trussel kan således beskrives som et produkt af intention og risiko. Et stof med dobbelt anvendelighed, dvs. et biologisk stof,  relateret materiale eller teknologi, som kan anvendes til både fredelige og offensive formål, udgør ikke en trussel i sig selv uden intention om misbrug.

Intention

Intention om at bruge et givent materiale afhænger af stoffets anvendelighed, og af forhindringer for brug, altså hvor besværligt det er at fremskaffe og benytte stoffet. En aktør vil anse et stof for at være anvendeligt, hvis det er effektivt til at opnå vedkommendes motiv. Forhindringer kan være helt praktiske forhold som økonomiske omkostninger og problemer med sikkerhed, men det kan også være etiske overvejelser, der spiller en rolle i forhold til anvendelse af et biologisk våben. Selv ondsindede aktører har for det meste behov for at kunne begrænse et angrebs effekt. Eksempelvis ved at bruge et biologisk stof, som ikke kan smitte fra person til person.

Risiko

Risikoen ved et givent materiale kan beskrives om en kombination af muligheden for og konsekvensen af misbrug. Muligheden for misbrug hænger uløseligt sammen med tilgængeligheden af stoffet, dvs. hvor let stoffet er at få fat på. Størstedelen af CBB’s biosikringsarbejde handler om at reducere tilgængeligheden af kontrollistens materialer så meget som muligt. Desuden er tidligere forsøg på misbrug en god målestok for, om et stof kan tænkes at blive taget i brug.