Got to main content

Afrikansk hestepestvirus

Afrikansk hestepest er en vektorbåren virussygdom, som inficerer alle medlemmer af hestefamilien (Equidae), men også mange andre typer af dyr, såsom geder, bøfler, elefanter og kameler. Zebra er den naturlige vært for sygdommen og bliver som regel asymptomatisk inficeret, hvorimod heste oftest udvikler et fatalt forløb. Selv hunde kan inficeres ved indtagelse af kontamineret kød.

Virus er endemisk i subsaharisk Afrika og på den Arabiske Halvø, men har også været importeret til Spanien, Portugal, Marokko, Pakistan og Indien. I endemiske lande ses infektionen sædvanligvis efter perioder med kraftig regn efterfulgt af et varmt og tørt klima, hvilket giver optimale levevilkår for vektoren der spreder sygdommen.

Afrikansk hestepest er kontrolbelagt, da sygdommen kan medføre betydelige økonomiske konsekvenser for hesteindustrien.

Smitteveje

Hovedvektoren er mitter (Culicoides spp.), men virus kan også overføres passiv af andre bidende insekter, såsom flåter og myg. Virus er ikke smitsom mellem inficerede heste.

Infektionsdosis

Infektionsdosis er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er fra 3 dage til 2 uger afhængig af virusstammen, men typisk under 9 dage.
 

Sygdom

Symptomer

Afrikansk hestepest forekommer i flere former; en lungeform, en hjerteform, en blandet form og en mild form.
I værste tilfælde udvikler de inficerede dyr feber, åndedrætsbesvær, hoste og udspilede næsebor. Dyrene står med spredte ben og udstrakt hals. Øjnene og området omkring øjnene, kinder, læber og tunge er hævede, og der løber skummende væske ud fra næseborene. Dyrene dør af iltmangel og/eller kongestiv hjertesvigt.

Sygdomsudvikling

Efter smitte via insektbiddet, formerer virus sig i de regionale lymfeknuder. Virus spreder sig herfra til andre dele af kroppen via blodbanerne og inficerer lunger, milt og lymfoide organer, hvor virus opformeres og forårsager alvorlig skade på endotelcellerne (celler der dækker blodkarrenes inderside), som medfører svækkelse af det lille og store kredsløb.

Dødelighed

Dødeligheden ligger på omrkring 70 %, men afhænger af virusstammen. 
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Diagnosen bekræftes ved at udføre reverse transcriptase qPCR af blodprøver eller vævsprøver. Diagnosen kan også bekræftes ved serologiske tests (ELISA).
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen behandling mod afrikansk hestepest.

Forebyggelse

Der findes vacciner til rådighed til immunisering af heste.
Transport af heste fra lande med inficerede områder til lande, der er fri for afrikansk hestepest, er underlagt strenge krav til prøvetagning og karantæne.