Infektioner med Hantaanvirus har forekommet i mange år. Den tidligste dokumentation er fra kinesiske skrifter og daterer 900 år tilbage, men det var dog først i 1980’erne at årsagen til sygdommen blev opdaget. Slægten Orthohantavirus (tidligere Hantavirus) er en stor gruppe virus, der kan findes over hele verden. Hvert af disse virus har deres egen vært (gnavere), som dikterer den geografiske udbredelse af virusset, ligesom hvert af disse virus kan fremkalde forskellige grader af sygdom hos mennesker.

Hantaanvirus er en af de såkaldt “Old World” hantavirus, der forårsager ”haemorrhagic fever with renal syndrome” (HFRS). Hantaanvirus cirkulerer i Kina, det østlige Rusland og Korea.

Der kendes til 28 typer Orthohantavirus, der forårsager sygdom hos mennesker; af disse er syv omfattet af kontrol. Hantaanvirus er omfattet af kontrol, fordi det har været en del af et biologisk våbenprogram.

Smitteveje

Det naturlige reservoir for Hantaanvirus er gnavere af Apodemus-familien, især den almindelige brandmus. Disse udvikler ikke selv sygdom, men udskiller virus i deres urin, fæces og spyt. Mennesker inficeres ved inhalation af støvpartikler indeholdende fæces eller ved bid.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er typisk 2-3 uger, men kan variere op til 6 uger.

Sygdom

Symptomer

Hantaanvirus forårsager hæmoragisk feber der kan udvikle sig til ”haemorrhagic fever with renal syndrome” (HFRS). Initielle symptomer er pludselig feber, hovedpine, rygsmerter og smerter i maveregionen, kuldegysninger, utilpashed, kvalme, opkast og diarre. Senere symptomer inkluderer lavt blodtryk og nogle patienter oplever rødme i ansigtet, tåget syn og små blødninger (petechia). Som sygdommen skrider frem, påvirkes nyrerne og der kommer protein og blod i urinen og patienten kan gå i shock. 

Sygdomsudvikling

Virus inficerer endotelcellerne og blodplader i kapillærerne, hvilket medfører en forhøjet karpermeabilitet der resulterer i blødninger. Desuden fører infektionen til aktivering af et stærkt immunrespons med kraftig produktion af cytokiner, som antages at bidrage til sygdomsudviklingen.

Dødelighed

Dødeligheden hos hospitaliserede patienter er 1-5%.

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Den mest almindelige måde at påvise Hantaanvirus på er med serologiske test (immunoassays). En anden testmetode er at påvise virus RNA, hvilket gøres vha. RT-qPCR.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod infektion med Hantaanvirus. Behandlingen er især symptomatisk og understøttende, især med opmærksomhed på væskebalancen og dialyse.

Forebyggelse

Der findes en vaccine, Hantavax™, som anvendes i Sydkorea. Vaccinen er dog ikke godkendt hos hverken FDA eller ECDC. Opmærksomhed mod kontrol af gnavere i bebyggede områder er den bedste måde at minimere risiko for infektion med Hantaanvirus.