Got to main content

Lujovirus

Lujovirus er ét af flere såkaldte mammarenavirus, der deles op i “Old World” og “New World”, afhængigt af deres geografiske udbredelse. Lujovirus er et “Old World” virus og forårsager en sjælden hæmoragisk feber med høj dødelighed.
Lujovirus blev opdaget i 2008, og det eneste hidtil dokumenterede udbrud skete i Lusaka, Zambia, med spredning til Johannesburg i Sydafrika.

Lujovirus er omfattet af kontrol grundet sin høje dødelighed, der gør den egnet som biologisk våben. Derudover er lignende virus blevet forsøgt udviklet til biologiske våben.

Smitteveje

Virussets reservoir og transmissionsrute kendes ikke. Det er dog sandsynligt, at virussets naturlige vært er en gnaver. I sygdommens sidste faser sker der person til person-smitte.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Fra de få dokumenterede tilfælde af Lujovirus estimeres inkubationstiden til at være mellem 9 og 13 dage.
 

Sygdom

Symptomer

I de få tilfælde der har været, er sygdommen startet med influenzalignende symptomer i form af gradvis tiltagende feber, hovedpine, muskelsmerter og almen utilpashed. Efterfølgende opleves svimmelhed, opkastninger, rødt blussende udslæt i ansigt og halsregion, øjenrødme og blodudtrædninger. Efterhånden som patienterne fik det værre, havde de et lavt antal blodplader, blev forvirrede og fik kramper. Den eneste overlevende blev indlagt på hospitalet i lang tid og led af neurologiske senfølger i 6 måneder.

Sygdomsudvikling

Det vides ikke hvordan virusset spredes i kroppen, men det beskadiger de vaskulære epithelceller og forårsager en systemisk infektion, der påvirker forskellige organer.

Dødelighed

Ved det eneste dokumenterede udbrud af Lujovirus døde fire ud af fem, som blev inficerede.

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Infektioner med Lujovirus diagnosticeres vha. RT-qPCR eller sekvensering.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod infektioner med Lujovirus. Behandlingen er primært symptomatisk for at lindre deres symptomer.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine mod Lujovirus. Grundet det lave antal tilfælde er der ingen viden om hvordan sygdommen forebygges.