Got to main content

Sin Nombre-virus

Sin Nombre er et såkaldt Orthohantavirus, tidligere kaldt hantavirus. Infektioner med disse virus har forekommet i mange år. Den tidligste dokumentation er fra kinesiske skrifter og daterer sig 900 år tilbage, men det var dog først i 1980’erne, at årsagen til sygdommen blev opdaget. Slægten Orthohantavirus, er en stor gruppe virus, der kan findes over hele verden. Hvert af disse virus har deres egen vært (gnavere), som dikterer den geografiske udbredelse af virus, ligesom hvert virus kan fremkalde forskellige grader af sygdom hos mennesker.

Sin Nombre-virus forekommer primært i Nordamerika og kaldes derfor også for “New world hantavirus”. Sin Nombre-virus forårsager sygdom med akut feber, kaldet ”Hantavirus cardiopulmonary syndrome” (HCPS) eller ofte blot ”Hantavirus pulmonary syndrome” (HPS).
 
Der kendes til 28 typer Orthohantavirus der forårsager sygdom hos mennesker; af disse er syv omfattet af kontrol. Sin Nombre-virus er omfattet af kontrol grundet sin lighed med Hantaanvirus, der har været en del af et biologisk våbenprogram.

Smitteveje

Virus naturlige reservoir er gnavere af arten Peromyscus maniculatus. Disse dyr bliver ikke selv syge af infektionen men udskiller virus gennem deres fæces, urin og spyt. Langt størsteparten af smittetilfælde hos mennesker skyldes inhalation af aerosoler eller støvpartikler fra gnaveres fæces. Mennesker kan dog også blive smittet efter bid fra et inficeret dyr.
 

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden varierer som regel mellem 14 til 17 dage, men kan være op til 33 dage.
 

Sygdom

Symptomer

Sin Nombre-virus forårsager “Hantavirus cardiopulmonary syndrome” (HCPS). Initielle symptomer er træthed, feber og smerter i de store muskelgrupper. Andre symptomer kan være hovedpine, svimmelhed, kuldegysninger, kvalme og opkastninger. Senere optræder symptomer som hoste og vejrtrækningsbesvær, hvorefter patientens tilstand forværres og kræver indlæggelse.

Sygdomsudvikling

HCPS er karakteriseret ved lungebetændelse og hjerte-lunge-syndrom (cardiovasculær dysfunktion).
Virus inficerer epitelcellerne i lungernes små blodkar, hvilket medfører en forhøjet permeabilitet, der resulterer, i at lungerne fyldes med væske.
Desuden fører infektionen til aktivering af et stærkt immunrespons. Virus inficerer også hjertet, hvorved dets evne til at pumpe blodet rundt reduceres, med lavt blodtryk og shock til følge. Udvikling af sygdommen kan være hurtig, og døden kan således indtræffe efter få timer eller dage.

Dødelighed

Dødeligheden hos mennesker er 35-40%.

 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Den mest almindelige måde at påvise Sin Nombre-virus på er vha. serologiske tests eller gennem at påvise virus RNA, hvilket gøres vha. RT-qPCR.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod infektion med Sin Nombre-virus. Behandlingen er især symptomatisk og understøttende.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine mod Sin Nombre-virus. Opmærksomhed mod kontrol af gnavere i bebyggede områder er den bedste måde at minimere risiko for infektion med Sin Nombre-virus. Person-til-person smitte kan forebygges ved håndvask og ved at undgå kontakt med inficerede mennesker.
 

Sin Nombre-virus blev først opdaget i 1993 efter et udbrud af hjerte-lunge-syndrom. Virus blev i første omgang kaldt Muerto Canyon virus grundet lokationen, hvor det først blev isoleret. Dette protesterede den lokale befolkning imod, hvorefter virus blev kaldt Four Corners virus, efter det mere generelle geografiske område. Dette protesterede befolkningen dog også imod, hvorefter virus til sidst blev kaldt Sin Nombre-virus – virus uden navn.