Got to main content

Mycoplasma mycoides subspecies mycoides SC (små kolonier biotype)

Mycoplasma mycoides subsp. mycoides (små kolonier biotype) forårsager en alvorlig kvægsygdom som betegnes oksens ondartede lungesyge. Sygdommen er udryddet i store dele af verden men forekommer stadigvæk endemisk i Afrika, og i visse dele af Asien og Mellemøsten. Det seneste tilfælde i Danmark var i 1886.

Smitteveje

Smitten spredes primært gennem udveksling og inhalation af aerosoler blandt dyr, der er i tæt kontakt med hinanden. Bakterier udskilles fra næsebor og kan findes i spyt, moderkage og udflåd fra livmoder.

Infektiøs dosis

Ukendt.

Inkubationstid

Typisk er inkubationstiden 3-8 uger, men kan vare  op til 6 måneder.
 

Sygdom

Symptomer

Der er betydelig variation i sværhedsgraden af sygdomsbillede observeret hos de inficerede dyr. Åndedrætsbesvær og hoste, som bliver tydeligt ved stimulering af dyr fra hvile, er de vigtigste tegn på sygdommen. I de tidlige stadier kan sygdommen ikke skelnes fra enhver anden lungebetændelse; dyr viser sløvhed, spisevægring, uregelmæssig drøvtyggelse med moderat feber og vedvarende tør hoste. Som lungelæsioner udvikler sig, øges hostefrekvensen mens bevægelse vanskeliggøres og dyret står med buet ryg, udstrakt hoved og udadvendte albuer. Hos unge dyr (op til 6 måneder) følges luftvejssymptomer ofte med ledbetændelse. 

Sygdomsudvikling

Hos modtagelige kreaturer (kvæg, vandbøffel, zebu, bison, yak) kan sygdommen tage forskellige forløb: perakut, akut, subakut og kronisk. I det perakutte forløb kan de inficerede dyr dø uden andre forudgående symptomer end feber. Det akutte forløb karakteriseres med en udvikling af lungebetændelse, og dyr kan dø i løbet af nogle få uger. Det subakutte forløb ligner det akutte forløb, men er væsentlig mildere og kan overgå til kronisk infektion som karakteriseres med tilbagevendende feber, hoste og åndedrætsbesvær. Kronisk syge dyr, og det at sygdommen i mange tilfælde er subklinisk, udgør et problem for kontrol af sygdommen.

Dødelighed

Dødeligheden kan være op til 50 %.
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Bakteriologisk (dyrkning), serologisk og PCR-undersøgelse.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

I Danmark vil behandling ikke foretages.

Forebyggelse

En vaccine er tilgængelig, men der vaccineres ikke i Danmark.