Tilfælde med Marburgvirus hæmoragisk feber blev først set  i de europæiske byer Marburg, Frankfurt og Beograd i 1967, hvor laboratoriepersonale der arbejdede med aber (Chlorocebus sabaeus, African green monkey)  blev syge. Efterfølgende blev deres familiemedlemmer samt hospitalspersonalet der plejede dem syge. I løbet af dette første udbrud fik 32 mennesker konstateret infektion med Marburgvirus, hvoraf syv afgik ved døden.

Den naturlige vært for Marburgvirus er den egyptiske flagermus (Rousettus aegyptiacus, fruit bat), som kan findes i store dele af Afrika. På trods af dette er humane infektioner med Marburgvirus hovedsageligt blevet set i Central- og Sydafrika (Uganda, Zimbabwe, den Demokratiske Republik Congo, Kenya, Angola og Sydafrika).

Sovjetunionen forskede i, og har sandsynligvis også udviklet, biologiske våben med Marburgvirus. Alle virus i Marburgvirusslægten er derfor omfattet af kontrol.

Smitteveje

Sygdomstilfælde med Marburgvirus er meget sjældne. Der findes meget lidt viden om smittevej fra flagermus til primat, men der er indikationer på, at det kan være gennem støvpartikler, der indeholder ekskrementer fra flagermusene. Når en primat er smittet, sker videre smitte gennem tæt kontakt, kropsvæsker og kontaminerede overflader.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt, men formodes at være lav.

Inkubationstid

Marburgvirus har normalt en inkubationstid på 5 til 10 dage, men det kan variere fra 3 til 21 dage.

Sygdom

Symptomer

Sygdommen forefindes i tre stadier. I den første fase, der som regel varer ca. fire dage, oplever patienten influenza-lignende symptomer, såsom muskel- og ledsmerter, feber, hovedpine og general utilpashed. Det er også normalt at udvikle gastro-intestinale symptomer såsom mavesmerter, kvalme, opkast og vandig diarre. I løbet af den anden fase opstår neurologiske symptomer (encephalitis, forvirring, delirium og aggression), samt blødninger fra mund, næse, blodig diarré, opkast samt blå mærker. Under tredje fase kommer patienten sig eller dør af multiorgansvigt.

Sygdomsudvikling

Virus invaderer kroppen via små hudlæsioner eller gennem slimhinderne. Initiel replikation sker i de hvide blodlegemer, hvorefter virus overføres gennem blodet til lymfekirtler, lever og milt, hvor virus replikerer og forårsager nekrose. Marburgvirus inficerer også andre organer, og forårsager systemisk infektion resulterende i multiorgansvigt. Ved sygdommens sidste stadie kan virus isoleres fra stort set alle organer i kroppen.

Dødelighed

Dødeligheden hos mennesker er mellem 23 og 90%.

Diagnostik

Laboratoriedetektion

Detektion sker sædvanligvis vha. RT-q PCR og serologiske tests (ELISA).

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod infektioner med Marburgvirus. Der gives symptomatisk behandling i form af væske, salte og blodtransfusioner. 

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine mod Marburgvirus. Forebyggelse anbefales ved at undgå flagermus og syge dyr i endemiske områder. Personer med symptomer på hæmoragisk feber bør isoleres.