Botulinumtoksiner omfatter en gruppe af otte beslægtede neurotoksiner (A til H), som hovedsageligt produceres af den sporedannende bakterie Clostridium botulinum (C. botulinum), men også af nogle varianter af C. argentinense (tidligere C. botulinum Type G), C. baratii, og C. butyricum.
Botulinumtoksiner forårsager botulisme (pølseforgiftning). Der findes tre naturligt forekommende former for botulisme: Infektion hos spædbørn (ca. 72% af tilfældene), kontaminering af fødevarer (ca. 25% af tilfældene) eller sårinfektion (ca. 3% af tilfældene).
Smitteveje
Mennesker inficeres typisk ved indtagelse af fx inficeret fisk, kød og grøntsager. Færdiglavet mad, der opbevares ved temperaturer mellem 10 og 65°C, giver ved iltfrie betingelser sporerne mulighed for at spire til levende bakterier, som producerer toksinet.
Person til person-smitte forekommer ikke.
Infektiøs dosis
100-1000 bakterier kan forårsage sygdom hos mennesker.
Toksisk dosis
LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: 6 µg/kg (menneske).
Inhalation: 3 ng/kg (menneske).
Injektion (intravenøs): 1 ng/kg (mus).
Inkubationstid
Ved inhalation 12-36 timer.
Ved indtagelse 12-36 timer evt. op til 1 uge, afhængig af dosis.
Sygdom
Symptomer
Generelle symptomer ved inhalation eller indtagelse er indledningsvist sløret syn, udspilede pupiller, hængende øjenlåg, lysskyhed, lydoverfølsomhed, besværet udtale og synkebesvær pga. lammelse af kranienerverne. Senere ses en tiltagende symmetrisk muskelslaphed eller lammelse som involverer kroppen (vejrtrækningsbesvær) og herefter arme og ben. Endvidere kan der forekomme yderligere symptomer i form af mundtørhed, tarmslyng, forstoppelse og besværet vandladning. Temperatur, følesans og bevidsthedsniveau er i reglen upåvirket. Symptomerne er uafhængige af optagelsesmåden.
Dødelighed
Dødeligheden er ca. 5-10%.
Sygdomsudvikling
Botulinumtoksin optages i de motoriske nervecellers udløbere (axoner), hvorefter nervecellen inaktiveres. Helbredelse kan kun ske ved, at nervecellen opbygger et nyt axon, hvilket kan tage flere måneder.
Diagnostik
Laboratoriediagnostik
Afføring, luftvejssekret eller prøveopsamling fra mistænkte smittekilder kan bruges til påvisning af C. botulinum eller botulinumtoksin ved hjælp af PCR og ELISA.
Behandling og forebyggelse
Behandling
Behandlingen er primært symptomatisk i form af respiratorbehandling, væsketerapi og forebyggelse af liggesår. Antitoksin kan anvendes navnlig i det tidlige stadium af sygdommen, hvor symptomerne endnu er tiltagende. I alvorlige tilfælde med respirationspåvirkning er der en dødelighed på ca. 60% ved manglende behandling, dog ca. 5% ved intensiv terapi.
Forebyggelse
God hygiejne i forbindelse med konservering af fødevarer både industrielt og i hjemmet. Undgå at give honning til børn under 1 år, idet der er fundet C. botulinum i nogle produkter (0,5-15%). Der er udviklet en vaccine i USA, som dog ikke er kommercielt tilgængelig og i øvrigt er behæftet med en del bivirkninger.