Got to main content

Rociovirus

Rociovirus blev opdaget i 1975, da den gav anledning til et udbrud i Brasilien, der varede i to år. Udbruddet forårsagede mere end 1000 tilfælde af encephalitis. Dette er det eneste dokumenterede udbrud med Rociovirus, hvorfor viden om dette virus er begrænset.
Rociovirus er omfattet af kontrol grundet dens store ligheder med andre virus, der har været anvendt eller forsøgt anvendt som biologiske våben.

Smitteveje

De naturlige værter for Rociovirus menes at være fugle, og virus overføres mellem fugle og mennesker via myg. Virus kan ikke smitte fra person til person.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis for mennesker er ukendt.

Inkubationstid

Inkubationstiden er ukendt.

Sygdom

Symptomer

Det er ukendt, hvor mange infektioner der fører til kliniske symptomer, og hvor mange der forbliver asymptomatiske, men for dem som udvikler sygdom er symptomer på infektion med Rociovirus akut feber, svær hovedpine, smerter i muskler og generel utilpashed. Derefter kan der optræde tegn på hjernebetændelse med  refleksforstyrrelser og kramper.

Sygdomsudvikling

Der kendes ikke meget til, hvordan Rociovirus spreder sig i kroppen, men det menes at ligne Saint Louis encephalitis og Japansk encephalitis, det vil sige, man mener, at virus opformeres i lymfeknuder og i huden, hvorfra den spredes til centralnervesystemet og forårsager hjernebetændelse.

Dødelighed

Dødeligheden, der blev observeret under udbruddet i Brasilien, var 13% og man fandt, at den var højere hos små børn og lavere hos personer over 60 år.

Diagnostik

Laboratoriedetektion

Infektion med Rociovirus kan påvises serologisk. Der er udviklet metoder til PCR-diagnostik.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod Rociovirus infektion, behandling er derfor primært symptomatisk.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine imod Rociovirus. Infektion kan forebygges ved regelmæssig anvendelse af myggeafvisende midler og dækkende påklædning.