Lassavirus giver anledning til Lassa hæmoragisk feber. Virus er endemisk i Vestafrika, hvor det estimeres at 100.000-300.000 mennesker inficeres med Lassavirus hvert år, med ca. 5000 dødsfald til følge.

Forskellige virale hæmoragisk febervirus har tiltrukket mange stater, som har ønsket at udvikle dem som et biologisk våben. Lassavirus har stort potentiale som biologisk våben grundet dets evne til at spredes som aerosol, og var bl.a. en del af det sovjetiske våbenprogram.

Smitteveje

Smitte sker primært ved indånding af aerosoler af gnaverekskrementer, indtagelse af kontaminerede fødevarer og drikkevand, samt ved direkte kontakt med inficerede gnaverekskrementer på hudlæsioner. Da gnavere i nogle områder ligeledes benyttes som fødekilde, kan smitte også ske ved indtagelse af inficeret kød eller som følge af bid. Person til person-smitte kan opstå fx på hospitaler ved direkte kontakt med blod, sekreter, urin (Lassavirus udskilles i urinen i op til 3-9 uger efter sygdomsudbrud), ved dråbeinfektion, ved host (aerosol transmission), eller ved seksuel kontakt mellem partnere, hvor virus udskilles i sekret i op til 3 måneder efter sygdomsudbrud og derved giver årsag til smitte.

Infektiøs dosis

Infektiøs dosis med ≥465 PFU er dødelig for aber.  

Inkubationstid

Inkubationstiden er oftest ca. 10 dage, men kan variere mellem 1-24 dage.

Sygdom

Symptomer

Største delen af alle Lassavirusinfektioner er asymtomatiske eller milde, hvor symptomerne inkluderer let feber, generel utilpashed og svaghed sammen med hovedpine. I svære tilfælde optræder alvorlige symptomer som blødning i tandkød, øjne eller næse, luftvejsbesvær, opkast, hævelse i ansigtet, smerter i brystet, ryggen og maven og shock. Rekonvalescens efter Lassafeber sker generelt inden for 8 til 10 dage efter sygdomsdebut. Døden indtræder inden for to uger efter symptomdebut på grund af multiorgansvigt.

Sygdomsudvikling

Virus inficerer via blodbanen, lymfekar, respirationsvejene og/eller mavetarmkanalen. Herefter multipliceres Lassavirus i cellerne i det reticuloendotheliale system, hvilket forårsager ødelæggelse af kapillærerne, øget karpermeabilitet og blødning i indre organer (mavesækken, tyndtarmen, nyrer, lunger og hjerne).

Dødelighed

I ca. 80% af tilfældene giver Lassavirus anledning til mild sygdom. Dødelighed er ca. 1%, men hos de patienter der oplever alvorlige symptomer er dødelighed 15-20%. Lassavirus kan give anledning til epidemier, hvor dødeligheden kan være op til 50% hos indlagte patienter. Patienter der overlever en Lassavirusinfektion lider efterfølgende ofte af døvhed.

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Lassavirus kan påvises ved isolation af virus fra blod, urin eller fra halspodning ved dyrkning. Desuden anvendes immunofluorescens eller PCR-undersøgelse fra serum eller blod. Der kan ydermere testes for tilstedeværelse af IgM-antistoffer mod Lassavirus.

Behandling og Forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling for infektioner med Lassavirus.  Behandlingen er primært symptomatisk med væsketerapi, ilt og blodtransfusioner, Intravenøs behandling med det antivirale stof Ribavirin, som er en nukleosidanalog, har vist sig at være effektiv, såfremt det gives inden for de første 6 dage efter symptomudbrud.

Forebyggelse

Der findes foreløbig ingen licenseret vaccine mod Lassavirus, men flere kandidatvacciner er under udvikling, hvoraf mange er såkaldt rekombinante vacciner, hvor nogle af Lassavirusgenerne er indsat i en anden virusvektor. En af de vacciner som er under udvikling er en inaktiveret dobbeltvaccine mod Lassavirus og rabiesvirus, hvor man har klonet gener fra disse to virus ind i poxvirusset Vaccinias genom.
Den bedste måde til forebyggelse er at undgå kontakt mellem gnavere og mennesker, herunder især kontakt med fæces i fødevarer og drikkevand samt i boliger, hvor inficerede gnaverekskrementer under fx rengøring kan hvirvles op og herefter indåndes.