Got to main content

Viscumin (Viscum Album Lectin 1)

Viscumin er et toksisk protein fra planten mistelten (Viscum album-planten). Mistelten er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa samt store dele af Afrika og Asien.
Ekstrakter af planten har været brugt i århundreder i folkemedicin, og misteltenekstrakt undersøges i disse år i forbindelse med cancerbehandling.
Toksinet er tæt beslægtet med ricin, abrin og modeccin.

Smitteveje

Forgiftning kan opstå ved indtagelse af plantedele fra V. album.
Viscumin kan ikke smitte mellem mennesker.

Toksisk dosis

LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: ikke oplyst.
Inhalation: ikke oplyst.
Injektion (i.v.): 2 µg/kg (mus).

Inkubationstid

Symptomer opstår typisk inden for få timer efter eksponering.
 

Sygdom

Symptomer

Der findes ingen konkrete oplysninger om forgiftninger med viscumin, men da toksinet virker på samme måde som ricin, er det sandsynligt, at der opleves de samme symptomer.
Ved indtagelse: Kvalme, opkast, mavesmerter, blodig diarré, nedsat urinproduktion, dehydrering og kollaps. Hvis patienten overlever i mere end tre døgn, klinger sygdommen som regel af herefter. 
Ved inhalation: Feber, trykken for brystet, hoste, åndenød, kvalme og ledsmerter. Inden for to til tre døgn forværres tilstanden til en livstruende påvirkning af åndedrættet med hoste, åndenød og væske i lungerne.

Sygdomsudvikling

Viscumin er et protein, der kan optages af kroppens celler. Her virker viscumin ved at hæmme cellernes proteinsyntese, hvorved cellernes basale funktioner går i stå og cellerne dør.

Dødelighed

Der er ingen konkrete oplysninger om viscumin tilgængelige, men toksinet er tæt beslægtet med ricin.
For ricin gælder, at selv ret små mængder udløser en høj mortalitet.
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Immunhistokemiske assays og massespektrometri kan anvendes til påvisning af viscumin.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen modgift. Behandlingen er symptomatisk og kan inkludere respiratorbehandling, væsketerapi og smertebehandling.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine eller antitoksin.