Got to main content

Modeccin

Modeccin er et toksisk protein fra Adenia digitata-planten. Både frugter, rødder og andre plantedele er giftige. Planten vokser i det sydlige Afrika.
Toksinet er tæt beslægtet med ricin.

Smitteveje

Modeccin kan forårsage forgiftning, men det kan ikke smitte mellem mennesker.
Forgiftning kan fx opstå ved indtagelse eller injektion af oprenset modeccin fra A. digitata. Indtagelse af plantedele fra A. digitata kan også medføre forgiftning.

Toksisk dosis

LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: ikke oplyst.
Inhalation: ikke oplyst.
Injektion (i.p.): 1-10 µg/kg (rotte).

Inkubationstid

Få timer.
 

Sygdom

Symptomer

Der findes ingen konkrete oplysninger om modeccin, men da det er et ribosom-inaktiverende toksin som ricin er det sandsynligt, at nedenstående ses.
Inhalation: Inden for få timer efter inhalation af toksinet opleves vejrtrækningsbesvær, feber, hoste, svimmelhed, trykken for brystet, voldsom svedproduktion og væske i lungerne. Dette kan til sidst lede til blodtryksfald og respiratorisk kollaps og død.Indtagelse: De første symptomer på forgiftning kommer mindre end seks timer efter indtagelse, men der kan gå op til 3 dage før symptomdebut. Symptomerne er  opkast, diarré (der kan være blodig), alvorlig dehydrering, hallucinationer, blodig urin, lever-, milt- og nyresvigt og død.

Sygdomsudvikling

Modeccin er et protein, der kan optages af kroppens celler. Her virker modeccin ved at hæmme cellernes proteinsyntese, hvorved cellernes basale funktioner går i stå og cellerne dør.

Dødelighed

Der findes ingen konkrete oplysninger om dødelighed af modeccin, men toksinet har cirka samme toksicitet som ricin, hvor selv ret små mængder udløser en høj mortalitet.

Der findes tilfælde af dødsfald forårsaget af forveksling af A. digitata frugter med den spiselige passionsfrugt, Passiflora edulis.

 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

ELISA og immunhistokemi kan anvendes til påvisning af modeccin i blod og luftvejssekret.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen modgift. Behandlingen er symptomatisk og kan inkludere respiratorbehandling, væsketerapi og udpumpning af maveindholdet.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine eller antitoksin.